”Østeuropa” har ikke den allermest positive klang i mange vesteuropæiske ører, og jeg oplever sommetider virksomheder være i tvivl om, hvor sikkert og stabilt det egentlig er at outsource til et østeuropæisk land som fx Ukraine.

Virksomhederne er bekymrede for korruption og manglende professionalisme, og i den sidste tid har voldsomme optøjer i hovedstaden Kiev fyldt meget i medierne. Hvordan påvirker det danske virksomheder, der har ukrainske medarbejdere siddende dernede?

Opbakning til ukrainerne

Der er ingen tvivl om, at de seneste ugers uroligheder har stor betydning for ukrainerne som befolkning, for de er et udtryk for en overvejende utilfredshed med, at den siddende regering har valgt at indgå en styrket handelsaftale med Rusland på bekostning af en meget stor fri- og samhandelsaftale med EU, der har været flere år undervejs, og som næsten var faldet på plads.

Hvis man som dansk virksomhed opererer i landet, kan man naturligvis ikke undgå at mærke vibrationerne, men det betyder langt fra, at det outsourcede arbejde bliver påvirket i negativ retning. Som outsourcingvirksomhed med udviklingscentre i både Kiev og Lviv har vi valgt at bakke op om de af vores udviklere, der ønsker at benytte deres demokratiske ret til at demonstrere. Hvis udviklerne er væk i den almindelige arbejdstid, arbejder de blot på et andet tidspunkt – ganske som vi i Danmark er vant til at navigere efter helt almindelige fleks-procedurer.

Demonstrationerne er pro-EU

Man må tænke på, at her er tale om unge kræfter, der er pro-EU, og som kun ønsker at styrke samarbejdet med de vestlige lande. De sætter i meget høj grad pris på de arbejdsforhold, de møder hos blandt andet de danske virksomheder, og dem ønsker de ikke at sætte over styr – tværtimod. Så til de medarbejdere, der ønsker at kæmpe for det, de tror på, kan jeg kun sige, at det skal de endelig gøre. Det viser bare, at de er engagerede mennesker, og det mærker både vi og vores kunder jo også dagligt igennem det arbejde, de leverer.

Nu skal det også nævnes, at demonstrationerne for langt størstedelens vedkommende foregår fredeligt og ordentligt, og at de billeder, vi ser dernedefra heldigvis ikke er sandheden omkring situationen i dag. Der var en gruppe af voldelige demonstranter, der stak næsen frem da demonstrationerne startede, men de er bestemt ikke udtryk for det generelle billede. Trods situationen er jeg derfor heller ikke spor utryg ved at rejse ind og ud af landet eller ved at have kunder med hernede.

Professionalisme og korruption

Men tilbage til min indledende kommentar om, at danske virksomheder somme tider har en helt generel bekymring vedrørende Ukraine som et usikkert outsourcingland på grund af korruption og manglende professionalisme. Hvis vi tager det sidste først, så har jeg allerede kommenteret den fordom i mit forrige blogindlæg, og jeg kan kun gentage, at de ukrainske softwareudviklere er højtuddannede og agerer utrolig professionelt.

Hvad angår korruption, må jeg til gengæld desværre sige, at ja, Ukraine er et korrupt land, hvor pengene somme tider har en tendens til at befinde sig mere under end over bordet. Det betyder heldigvis ikke, at du som dansk virksomhed eller outsourcingkunde skal være korrupt for at operere i landet. Hos os har vi en nultolerancepolitik over for korruption, både i forhold til hvordan vi selv opfører os, og hvordan vi uddanner vores softwareudviklere. Som en del af vores kulturtræning lærer vi udviklerne, at bestikkelse ikke er en del af den danske kultur, og det ser de kun som en lettelse.

Jeg vil bestemt tro, at andre danske virksomheder i Ukraine har helt samme holdning som os, og derfor er der absolut ingen grund til at bekymre sig om sikkerheden ved at outsource til landet. Heller ikke selvom der i øjeblikket er nogle, der tillader sig at sætte sig op imod regeringen. Det er kun et udtryk for, at ukrainerne ønsker de samme gode forhold, som vi kender i Danmark.

Pernille Hejle Pedersen
About Pernille Hejle Pedersen

Marketingkoordinator/PA, Conscensia, pep@conscensia.com